Rejsebrev 4 fra Cambodja: "Jeg var syv år og mistede helt forbindelsen til mine forældre og resten af min familie…"

“Cambodja er et af verdens mest korrupte samfund”, siger vores guide på Angkor Wat pludselig. Han er ved at gennemgå en uendelig mængde af dagliglivs- og krigsscener fra 1100-1200 skåret ud i sten i det enorme tempel. Der er så mange at Bayeux-tapetet ligner en enkelt stribe ved siden af. Han har på bedste måde navigeret os gennem busfulde af kinesiske turister i dette gigantiske by- og tempelkompleks der havde over en million indbyggere da der boede 30 000 i London…

Fortsæt med at læse “Rejsebrev 4 fra Cambodja: "Jeg var syv år og mistede helt forbindelsen til mine forældre og resten af min familie…"”

Rejsebrev 3: "Jeg vil have et bedre liv…"

Vores lange rejse synger på sidste vers. Vi har rejst gennem Vietnam fra nord til syd med afstikker ind i Laos og er nu i Cambodia. Vi har fløjet indenrigs som var det bussen vi tog, vi har kørt med tog, og vi har ikke mindst sejlet. Vi har set fantastiske bjerge, vandfald, rismarker, øer, søer, floder, byer, arkitektur og museer. Vi har mødt en familie med to voksne og tre børn på en cykel og set en knallert med tre levende grise spændt bag på. Vi har mødt blændende farver, eventyrlige dufte, støv, mudder og ubeskrivelig stank. Vi har set smukke mennesker i vidunderlige klædninger og har mødt den værste, menneskelige fornedrelse. Og det er ikke mindst i mødet med mennesker at vores rejse for alvor er blevet sat i perspektiv – i mødet med andre livsvilkår og erfaringer. Jeg har valgt at ville fortælle om tre skæbner fra henholdsvis Vietnam, Laos og Cambodia. I dette rejsebrev vil jeg fortælle jer om Ta Maj fra Sapa i Vietnam…

Fortsæt med at læse “Rejsebrev 3: "Jeg vil have et bedre liv…"”

Rejsebrev 2a: Dit og dat…

”Må jeg sidde ved jeres bord?”, spørger en cirka 20-årig smuk, elegant klædt vietnamesisk kvinde os. Vi har lagt mærke til hende, hun og hendes mand er de eneste vietnamesere blandt passagererne på junken i Halongbugten. Resten er to australske par, to tyske par og os. De to har en for asiater frimodig berøringspræget tilgang til hinanden, bryllupsrejse? Hun er ansat på Hanois Universitet, Instituttet for lingvistik og er uddannet i Brisbane, Australien. Så lidt over 20 år må hun jo være. Hendes mand er ingeniør og bærer små, runde hornbriller der får ham til at se lærd og distræt ud… ”Selvfølgelig”, svarer jeg belevent. Hun præsenterer sig selv som Dát og sin mand som Dàt. ”Hva’” siger jeg fåret. ”Er der ikke nogen forskel”? ”Jo”, svarer hun smilende. ”Jeg håber der er en lille forskel mellem os. Ellers tror jeg Dàt vil blive meget skuffet”, siger hun og ser kærligt hen på sin mand der ligner én der er ved at løse nanoteknologiens største udfordringer mens han er ved at skvatte over et dørtrin.

Fortsæt med at læse “Rejsebrev 2a: Dit og dat…”

Rejsebrev nr. 2 – Goddag på laotisk…

Vi har læst i guiden at laoterne mere end andre af Østens folk går op i hilsener. Man siger goddag ved at samle håndfladerne i brysthøjde og så bøje hovedet ned mod hænderne. Jo dybere buk, jo højere respekt. Man kan for eksempel aflæse tilfredsheden med drikkepengene i bukket. Ved meget stor tilfredshed kombineres hilsenen med ét, ja sommetider to skridt baglæns.

Læs mere…

Oh Denmark very good, number one – Rejsebrev 1

Regitze og jeg sidder på en cyclo (cykeltaxa) i Hanois myldrende trafik. Bag mig mærker jeg et svagt tryk på min skulder. Det er min chauffør: ”Where you from”? – ”Denmark”. ”Oh, Denmark very good, number one”, han viger uden om en lastbil med kurs lige imod os som giver et ordentlig trut. Jeg går ud fra at det er fodbold han mener og overvejer kort at nuancere samtalen lidt, men opgiver og siger ”Vietnam good too”. Tilfældet vil at Vietnam aftenen før for første gang nogensinde har vundet det østasiatiske mesterskab i fodbold – oven i købet på Hanoi stadion 1-0 over arvefjenden fra Thailand. Folk kørte som gale rundt i gaderne med hornet i bund på deres knallerter og viftede med Vietnams røde flag. Han lyser op i et smil, tror jeg nok – for jeg sidder jo med ryggen til min nye ven, men han siger: ”yes, Vietnam very good, first time beat Thailand”.

Fortsæt med at læse “Oh Denmark very good, number one – Rejsebrev 1”