Boganmeldelse: ‘Mr. Saitos Rejsebiograf’ af Annette Bjergfeldt

---

‘Mr. Saitos Rejsebiograf’ er første roman jeg læser af Annette Bjergfeldt som jeg kender som en fremtrædende musiker der bla har modtaget Danish Music Award og andre hæderspriser.

Som forfatter viser hun sig at være en sjælden stemme der tør gå helt egne veje. Hvor mange af hendes samtidige kolleger skriver realistisk, samfundsorienteret eller med ironisk kant, folder hun sig ud i en fabulerende slægtsfortælling fuld af farver, musik og magisk realisme. Jeg synes at hun mere minder om Isabel Allende end om de fleste danske kolleger – varm, billedrig og med en næsten ustyrlig og sprudlende fortælleglæde.

Jeg bliver med det samme ved læsningen opslugt og indfanget af hendes sprog og universer som lægger ud i en tangoverden i Buenos Aires – og fortsætter på en ø ved Nova Scotias kyst i Canada…

Hendes sanselige universer – forekommer mig at være rum mellem virkelighed og drøm hvor magien aldrig føles påtaget, men synes som en naturlig del af livet. Jeg syntes fra første side at hendes sprog var billedligt, ja sanseligt og rytmisk, undertiden sensuelt…

Øen, Upper Puffin Island i Nova Scotia, er mere end bare en kulisse, alt væves sammen her – den ånder, vibrerer, sitrer af liv. Jeg kunne næsten mærke vinterkulden, den fugtige luft, høre mågerne og dufte tang og fyrretræ. Øen med sine stejle klipper og bløde stier bliver et spejl af personerne: barsk, smuk og fuld af skjult længsel. Her finder mor og datter langsomt hinanden midt mellem storme, filmfremvisninger og dansetrin på stranden… – ja øen bliver så nærværende at jeg under læsningen næsten følte at den fungerede som en ekstra person, en ø som med sin geografi og sit voldsomme klima blev bestemmende for livets gang for beboerne… . Et åndehul hvor længsler kan tage form og gamle sår få luft…

Vi møder i romanen mange personer. Mr. Saito, den milde filmskaber med sin rullende biograf, bliver samlingspunkt for et farverigt persongalleri. Han kommer til at fremstå som en stille magiker der forstår at filmmediet kan hele det ord ikke formår…

Men det er især Lita , der er jeg-fortæller, og hendes mor Fabiola der blev hos mig efter læsningen. Datteren bliver i den grad påvirket af Mr Saito og hans film. Hun bliver vildt observant, samler på oplevelser, glimt af drømme eller virkelighed der som mosaikker kan sættes sammen til en helhed. Ikke underligt ender hun helt symbolsk som filmklipper hvor hun bliver en mester i at sammensætte stumper til en helhed…

Mor og datter bevæger sig om hinanden som i en tango – stædige, stolte, kærlige og sårbare. Datteren længes efter nærhed mens moderen skjuler sin varme bag en vis kølighed – som tidevandet der både trækker sig tilbage og vender tilbage med kraft. Omkring dem optræder øboerne, hver med deres egen særhed og charme: en fugleforsker, en violinist, et barn med en ukuelig tro på eventyr…

Da jeg lukkede bogen, føltes det, som om jeg selv havde været på øen – med salt på læberne, varme i brystet og et strejf af tango i blodet. Det var helt forfærdeligt at den var slut…

---

Forlagets præsentation

Jeg blev undfanget på et dansegulv i Buenos Aires i 1927 … Sådan begynder Litas forunderlige rejse med sin smukke og oprørske mor, Fabiola, der er tosset med sko og arbejder som førstesælger i byens mest celebre skoforretning. Skæbnen vil, at mor og datter må flygte ud af landet, og de ender på en forblæst ø oppe i Nova Scotia i Canada, hvor Fabiola sælger waders og træsko i den lokale skibsproviant. De bliver indkvarteret på sømandshjemmet Betlehem, der bugner af skæve eksistenser, og Lita bliver snart bedste ven med værtsparrets døve datter, den uforlignelige Oona McGregor. Da mr. Saito kommer til øen med levende billeder, sætter han ild til pigernes fantasi. MR. SAITOS REJSEBIOGRAF er en uimodståelig odyssé om livsvilje, hjerterytmer og en fiskerdreng med rav i øjnene. Om søpapegøjer, løbske tangosko og kærlighed i alle størrelser.