Boganmeldelse: ‘Faith’ af Mich Vraa

‘Faith’ udgør tredje del af Mich Vraas fremragende trilogi om Vestindien. Dansk historisk fiktion når den er bedst…

Udgivelsesdato: 29. maj 2019
Sideantal: 472
ISBN: 9788711915547
Forlag: Lindhardt og Ringhof

Rating: 5 out of 5.

Jeg synes hele Mich Vraas historiske romantrilogi om De Vestindiske Øer er fremragende, og det gælder også dette tredje bind.. Trilogien er præget af imponerende research hvad angår ikke mindst begivenheder og historiske personer. Jeg fornemmer også den storladne natur derude, duftene, lydene, klimaet, byernes udseende i forskellige perioder, plantagerne og deres rigdom – i modsætning til slaverne og deres byer. Jeg får et indblik i begivenheder, i vores ikke særlig flatterende fortid som kolonimagt, og samtidig bliver jeg dybt optaget af fiktionen, af nogle mennesker der kunne have levet derude..

Som sine forgængere er romanen bygget op omkring dagbøger, notater, udskrifter og breve. Meget er fiktivt, men der er også ganske mange originale breve og udskrifter fra virkelige personer og myndigheder. En form der måske kræver en opmærksom læser, men som på forunderlig vis hænger sammen og får romanen til at fremstå autentisk.

Romanen indeholder flere handlingsspor med den unge kvindelige fotograf Faith og hendes forfædre (som de forrige bind drejer sig om) i centrum. Dette bind handler dog primært om Faith som er af blandet race (sort, hvid og indiansk) og som sådan bliver et levende symbol på øerne, deres historie og (manglende?) identitet, og hendes liv omkring overdragelsen af øerne til USA i 1917.

Bogen er en fornøjelse at læse, og på trods af de mange personer og perioder er der fin fremdrift – ikke mindst i den centrale fortælling om Faith, om hendes fortid, nutid og – måske – fremtid… Dagbogsformen og brevene gør at jeg virkelig kommer ind under huden på hende, forstår hendes dilemmaer, følelser og skæbne. Jeg kommer til at holde af hende og hendes utrolige mentale styrke. Jeg ønsker hende alt det bedste…

Hvis du ikke kender til dansk kolonihistorie, efterlader romanen dig med ny viden som du dog nok ikke ubetinget vil være stolt af, men samtidig kommer du tæt på mennesker som er givende at følge…

Jeg synes trilogien bør blive en klassiker i dansk litteratur. Historisk fiktion når den er bedst…


Forlagets præsentation

I marts 1917 overdrages De Vestindiske Øer til USA. Faith Netlock, ung fotograf i Charlotte Amalie, overværer ceremonien med blandede følelser. Hun har aldrig følt sig som dansker, og hun ved, at hun aldrig vil blive amerikaner.

 Men magtskiftet får voldsomme konsekvenser for den unge kvinde, der er arving til Solitude-plantagen.

FAITH er beretningen om hvordan Danmark vandt og efter 250 år atter mistede sin koloni i Vestindien. Men romanen er først og fremmest en handlingsmættet og intens fortælling om en stærk kvinde i et helt særligt øjeblik i historien.

“Danskerne er snedige; de tilpasser sig. Og nu gør de det igen. Nu vasker de blodet af deres hænder; nu vil de slette mindet om de hundrede tusinder hvis liv de stjal for egen vindings skyld. Og så vil de sejle hjem og glemme os.”  (fra bogen) 

Læs også romanen HAABET om slavetiden i Dansk Vestindien, og PETERS KÆRLIGHED, en roman om generalguvernør Peter von Scholtens utrolige liv.


Discover more from Peters Verden...

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

2 kommentarer til “Boganmeldelse: ‘Faith’ af Mich Vraa”

Skriv en kommentar