Boganmeldelse: Hélène Berr – Dagbog 1942-1944

For nylig mødte denne bog mig uden for en villa i Hellebæk. Sammen med andre bad den om at få et nyt liv, var til gratis afhentning. Bogen virkede som ny, som var den ikke læst. Hvor er jeg glad for jeg tog den…

Her er tale om en ung fransk-jødisk piges dagbog fra 1942 til 1944 i Paris. Den blev udgivet i Frankrig i 2008 og oversat til dansk samme år. Bogen indeholder forord af den kendte franske forfatter Patrick Modiano og efterskrift af Hélènes nièce Mariette Job. Inden sin deportation til Auschwitz gav hun dagbogen til sin forlovede Jean Morawiecki, og den er mere end et halvt århundrede i privat besiddelse. Hélène dør i Bergen-Belsen i april 1945, få dage før befrielsen.

Jeg har læst mange holocaust-beskrivelser, men denne virkede ufattelig stærkt på mig. Ikke blot ved sine beretninger om uhyrligheder, men ved sin autenticitet, en ung piges betroelser der aldrig var beregnet på udgivelse, allerhøjst på at hendes kæreste kom til at læse den hvis der skete hende noget.

(…) Ved tærsklen til denne bog skal vi tie og lytte til Hélènes stemme og gå ved hendes side. En stemme og en tilstedeværelse, der vil følge os hele vores liv.

Patrick Modiano i bogens forord

Hélène er ved dagbogens start en 22-årig ung, sød, empatisk, velbegavet litteraturstuderende fra det parisiske borgerskab der blufærdigt og følsomt fortæller om sin dagligdag med familie, studier på Sorbonne, gåture på forskellige årstider, sociale begivenheder, cafémøder, begyndende forelskelser. Man får indblik i denne kvikke og observante piges liv i et besat Paris i 1942. Langsomt strammes tøjlerne om jøderne. De skal gå med jødestjerne, bliver rådet til at forlade den besatte zone, og vi hører Hélènes tanker om disse stramninger og forskellige tiltag. Razziaerne begynder, og jødiske familier bliver interneret først i Drancy for senere at blive sendt til kz-lejre i Tyskland. Hélène og familien nægter at flygte til trods for at faderen bliver interneret.

(…) I løbet af dagbogen kæmper hendes optimistiske natur og virkelyst med de tragiske begivenheder, som bemægtiger sig hendes dagligdag. “Vi lever time for time, ikke engang uge for uge,” noterer hun. (…)

Annegrethe Rasmussen in Information

Langsomt ændrer denne positive og glade piges livssyn sig. Hun fatter ikke den menneskelige ondskab hun ser, kommer mindre og mindre på universitetet og hjælper i stedet med pasning af jødiske børn hvis forældre er blevet interneret. Hun overvældes langsomt af et sortsyn og angst, efterhånden som ondskaben for alvor går op for hende med antijødiske love, deportationer og rædselsberetninger. Hun ser nære venner og bekendte til familien blive deporteret og udtrykker i dagbogen at hun ikke fatter situationen og menneskehedens ondskab: Hvordan kan man forklare og forstå at så mange mennesker i Tyskland og i Frankrig har lukket øjnene for uhyrlighederne og har tilladt udryddelsen af jødiske medborgere? Dagbogen slutter ved hendes arrestation i marts 1944…

Jeg synes at vi her står med et enestående dokument om verdens grumhed når den er værst. At en ung pige på denne måde skal tilintetgøres, føles urimeligt og vanvittigt. Bogen virker stærkt på mig, netop fordi den ikke er fiktiv, ikke har været beregnet på læsning af andre. Fordi der er tale om en dagbog, er der ikke tale om en sammenhængende historie, men nedslag hvor en del stof er læseren uvedkommende (f.eks. hvem hun den dag mødte på hvilken café). Men netop sådanne optegnelser forstærker det faktuelle præg og gør historien om Hélène endnu mere forfærdelig ved sin autenticitet. Somme tider overgår virkeligheden fantasien… Kunne vi dog bare lære af historien…

Jeg synes det er fornemt at ‘Per Kofods Forlag‘ har oversat denne dagbog til dansk. Der er tale om en slags fransk ‘Anna Frank’ der i lighed med denne vil gå over i historien og få et evigt liv som endnu et dokument over nazismens forbrydelser, men på grund af Hélène Berrs indlysende sproglige kvaliteter når vi et spadestik dybere, den vil også stå som et litterært værk med dens indblik i en ung kvindes bemærkelsesværdige evne til både at skrive sanseligt og personligt og reflektere over og demonstrere indsigt i sin tid og egen skæbne…

Links

• Anmeldelse in ‘Information’ ved Annegrethe Rasmussen: ‘Frankrigs Anne Frank?’
• Omtale af Carmen Callil in ‘The Guardian: ‘We must not forget’