Boganmeldelse: Édouard Louis: Qui a tué mon père

Dansk udgave: Hvem har slået min far ihjel

En vigtig bog synes jeg – hvor en søn taler til sin far om deres fælles liv. Bogen er anden del af en autofiktion (første del var “en finir avec Eddy Bellegueule”). Hvor første del var en lang anklage mod faderen, er denne anden del et forsvar og en kærlighedserklæring til ham.. Louis undersøger de mekanismer i samfundet der medvirker til at knuse en mand som ham. Hvorfor falder han uden for samfundets sikkerhedsnet?

Udgangspunktet er den eksistentialistiske tese at “man er det man gør”. For Édouard Louis er det stik modsatte tilfældet: mennesket bliver forhindret i at handle af det franske samfund. Faderen bliver fastholdt i nogle forældede strukturer og kønsroller hvilket forhindrer ham i socialt og økonomisk at opnå “det gode liv”.. Den økonomiske situation i hjemmet og manglende social status gør faderen afmægtig og ude af stand til at blive “den gode familiefar og ægtefælle”.

Han er vokset op i et trøstesløst arbejdermiljø i en lille fransk industriby i “UdkantsFrankrig” – fyldt med stereotyper og fordomme. Han går ud af skolen som 14-årig (skolelærdom er for kvinder) og tager et ufaglært job på den lokale fabrik som hans far og farfar før ham. (Man skal tjene sine egne penge og ikke skylde nogen noget). Da sønnen vokser op, støder han ind i farens forestillinger om forskellige stereotyper. En mand klarer selv sine udfordringer som handler om at forsørge sig selv og sin familie. Mænd elsker kvinder, klarer deres problemer med alkohol og afreagerer med gutterne på et værtshus. Empati overlader man til kvinder, og kvindagtige træk hos sønnen – der senere viser sig at være homoseksuel – er selvsagt skrækkelige og uhåndterbare…

Da sønnen en dag i skolen hører om Berlinmuren, er han vildt interesseret og farer hjem til sin far for at stille ham en række spørgsmål om den. Men faderen har ikke nogle svar på sønnens engagerede spørgsmål. Verdenshistorien er ikke hans historie, men skolens historie, og skolen tager han jo afstand fra. Alligevel føler han det som et stort nederlag ikke at kunne svare sønnen.

Senere kommer faderen ud for en arbejdsulykke der hindrer ham i at passe sit arbejde. Her oplever sønnen at samfundet ikke kommer faderen nok til hjælp. Faderen bliver udsat for den ene nedskæring efter den anden – selv om han er blevet invalideret. På et tidspunkt bliver han tvunget til at skulle være gadefejer i en naboby for at få sin minimale støtte. Sønnen synes at samfundet ydmyger faderen her ved at stille urimelige krav til en nedbrudt mand om at yde noget til gengæld for støtten. Noget der ydmyger og knuser ham der jo hele sit liv har haft som grundlæggende værdi at mennesket skal forsørge sig selv og ikke ligge nogen til last.

Édouard Louis kaster skylden for faderens manglende uddannelse, udvikling og fejlslagne liv på diverse regeringer og navngivne præsidenter. Der er for stor forskel på land og by, og politikerne interesserer sig ikke for hvad der foregår på Lars Tyndskids mark…

For os danskere er det interessant at se hvor fjendsk Louis er over for Macron og hans ønske om (nødvendige, vil mange synes) arbejdsmarkedsreformer, herunder afskaffelse af tidlig pensionsalder og af privilegier af forskellig art. Han ser disse reformer som et forsøg på at forarme den almindelige befolkning og give skattelettelser til de rigeste… Det gør det lettere at forstå den vrede mod Macron som bl.a. de gule veste er udtryk for.

Bogen er bygget op i et enkelt og let læseligt sprog med mange erindringsglimt med scener mellem faren og sønnen. Mange af disse glimt og den ofte manglende kommunikation eller kommunikation, der rammer ved siden af brættet, er tankevækkende for mig og får mig til at tænke på min egen far og mine drenge…