”Må jeg sidde ved jeres bord?”, spørger en cirka 20-årig smuk, elegant klædt vietnamesisk kvinde os. Vi har lagt mærke til hende, hun og hendes mand er de eneste vietnamesere blandt passagererne på junken i Halongbugten. Resten er to australske par, to tyske par og os. De to har en for asiater frimodig berøringspræget tilgang til hinanden, bryllupsrejse? Hun er ansat på Hanois Universitet, Instituttet for lingvistik og er uddannet i Brisbane, Australien. Så lidt over 20 år må hun jo være. Hendes mand er ingeniør og bærer små, runde hornbriller der får ham til at se lærd og distræt ud… ”Selvfølgelig”, svarer jeg belevent. Hun præsenterer sig selv som Dát og sin mand som Dàt. ”Hva’” siger jeg fåret. ”Er der ikke nogen forskel”? ”Jo”, svarer hun smilende. ”Jeg håber der er en lille forskel mellem os. Ellers tror jeg Dàt vil blive meget skuffet”, siger hun og ser kærligt hen på sin mand der ligner én der er ved at løse nanoteknologiens største udfordringer mens han er ved at skvatte over et dørtrin.
Fortsæt med at læse “Rejsebrev 2a: Dit og dat…”
Peters Verden... 