Serieanbefaling: ‘Uniformen’ på DR-TV

Et usminket blik på politiets verden – hvor idealer møder virkelighed…

Uniformen er en dansk dramaserie om politielever og deres undervisere som havde premiere 20. februar 2026 på DR-TV og 22. februar på DR1. Den er instrueret af Jonas Alexander Arnby efter manuskript af Anders Frithiof August og Oscar Dyekjær Giese. Den består af seks afsnit på hver ca. 45 minutter.

Dramaserien ‘Uniformen’ på DR er i mine øjne en af årets bedste danske serier. Den er spændende og har fin fremdrift, men er først og fremmest en fortælling der insisterer på at vise politiets verden uden filter. Det er en realistisk serie der bringer os helt ind på personerne bag politiskolens mure og ud på Københavns Vestegn hvor de unge aspiranters idealer hurtigt støder frontalt mod virkeligheden.

Jeg synes at manuskriptet af Anders Frithiof August og Oscar Dyekjær Giese fungerer – bl. a. fordi det skærer de klassiske krimi-klichéer væk. Her er ingen heroiske skudvekslinger og vilde biljagter, men derimod et fokus på det mentale pres der følger med magten. Det handler om hvordan man formes af disciplin og de forventninger der hviler på en når man repræsenterer loven.

Det hele samler sig om ét øjeblik: Et skud afgivet af aspiranten Youssef, spillet af Soheil Bavi. Det er resultatet af en fejlbedømmelse i et splitsekund, og herfra ruller lavinen. Politianklagemyndighedens efterforskning blotlægger ikke kun hændelsen, men også det svære valg mellem sandhed og korpsånd. Det er her serien for alvor bliver vedkommende… – i undersøgelsen af om systemets krav om ufejlbarlighed overhovedet efterlader plads til at være menneske…

Skuespillet føles gennemført ægte, og castingen og personinstruktionen er i top. Især scenerne mellem den for tiden allestedsnærværende Lene Maria Christensen som politiskolens rektor og Soheil Bavi gjorde indtryk. Kameraet går helt tæt på, så man mærker de små emotionelle skred i deres ansigter. Deres interne konflikt dirrer af intensitet fordi den handler om noget så basalt som ansvar og skyld…

Uniformen tør dvæle ved de personlige omkostninger når et enkelt øjeblik ændrer alt. Selvom tonen er alvorlig, formår instruktør Jonas Alexander Arnby at lande fortællingen med et strejf af håb. Det er en påmindelse om, at man ikke behøver at være defineret af sin værste fejl…


Handling
En af politiskolens elever Youssef Elamin (Soheil Bavi) skyder og sårer en ung mand under en voldsom anholdelse. Det skaber en alvorlig sag om politiets magtanvendelse og uddannelse. Den Uafhængige Politiklagemyndighed indleder en efterforskning af sagen og skolens forhold som medfører et voksende pres på skolens nye rektor (Lene Maria Christensen). Både elever og ansatte bliver konfronteret med de valg og det tunge ansvar, der følger med deres arbejde.

Trailer


Discover more from Peters Verden...

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

Skriv en kommentar