Jeg holder meget af Charlotte Weitze og har anvendt flere af hendes noveller i min danskundervisning. I februar udgav hun en ny roman ‘Rosarium’ som jeg frygtelig gerne vil læse. Den må i kø….
Romanen, der blev udgivet på ‘Gutkind’ i februar, er temamæssigt påvirket af coronatiden, tanker om mennesker, seksualitet, natur og klima. Hun har fra sine tidligste noveller skrevet i en præcis, personlig og meget sanselig stil. Her er en smagsprøve fra ‘Rosarium’:
Om morgenen blusser skoven galdegul. Birken og hægen er vågnet og dufter af regn. Oppe i elmen, hvor de hejste hinanden til vejrs, snerrer en flueflok om kødet. Nede er anemonerne foldet ud. Det er så let at trække vejret. Himmelen på jorden, hvide solpletter overalt! – Forår, forår, forår, siger søster og hopper ud til bror, der ser op fra bålet med sit sodede ansigt. Han løfter søster og snurrer hende rundt, indtil luften, der var hevet ind med grinet, er trykket ud igen. Hun ryster på hovedet af ribbenssiden, der steger på bålet. Plukker i stedet grønt og prøver også at få nogle planter i ham. Sammen kravler de i træer og spiser søde pastelfarvede æg. Solstrålerne får deres hud til at stramme, fregnerne springer ud. Bror har fået muskler, hun er blevet lidt mere rund. Hår spirer og vokser som krøller fra hemmelige steder.
DR har på hjemmesiden en sektion under ‘Kultur’ med titlen ‘Bøger’ som jeg abonnerer på og med stor fornøjelse læser.
I anledning af udgivelsen af ‘Rosarium’ bringer de her et interview med Charlotte Weitze om tilblivelsen af bogen og om hendes syn på nutidsmennesket og forholdet til naturen… Læs det...
Peters Verden... 