Oh Denmark very good, number one – Rejsebrev 1

Regitze og jeg sidder på en cyclo (cykeltaxa) i Hanois myldrende trafik. Bag mig mærker jeg et svagt tryk på min skulder. Det er min chauffør: ”Where you from”? – ”Denmark”. ”Oh, Denmark very good, number one”, han viger uden om en lastbil med kurs lige imod os som giver et ordentlig trut. Jeg går ud fra at det er fodbold han mener og overvejer kort at nuancere samtalen lidt, men opgiver og siger ”Vietnam good too”. Tilfældet vil at Vietnam aftenen før for første gang nogensinde har vundet det østasiatiske mesterskab i fodbold – oven i købet på Hanoi stadion 1-0 over arvefjenden fra Thailand. Folk kørte som gale rundt i gaderne med hornet i bund på deres knallerter og viftede med Vietnams røde flag. Han lyser op i et smil, tror jeg nok – for jeg sidder jo med ryggen til min nye ven, men han siger: ”yes, Vietnam very good, first time beat Thailand”.

Jeg kommer til at tænke på at der i ”Bekendtgørelsen for fransk på c-niveau i gymnasiet og hf” står noget om at eleverne skal kunne føre en ”elementær samtale”. Jeg har aldrig helt forstået hvad det var for en slags samtale, men det forekommer mig pludselig at være sådan én jeg har gang i. ”You children?”, spørger min cyclodriver. ”Yes, four” svarer jeg og orker ikke at forklare ham Regitzes og mine i hans øjne sikkert aparte familieforhold. ”You very strong man” siger han anerkendende og strejfer mine ikke ligefrem overudviklede biceps. ”How many children do you have”? spørger jeg. ”Two, live in Paris” svarer han med et sørgmodigt blik, mens jeg tænker på hvorfor han cykler rundt i en cykeltaxa i Hanoi når han har to børn i Frankrig…
-o0o-

Vi træder ud af minibussen hvor den ikke kan køre længere – cirka 20 km. fra Sapa i de nordvestlige stammeområder. Straks vi kommer ud af bussen, bliver vi omringet af små, ”sorte hmong”-kvinder. De når mig ikke langt op over livet og har alle bastkurve på ryggen med varer som de falbyder turisterne. Dem er der kun to af, og de strejfer Regitze og mig blidt på armene. Regitze, der ikke kan have at fremmede fysisk kommer så tæt på, siger med fast stemme og bestemt blik: ”We don´t want to buy anything today” som hun har lært af Ta May hun skal sige. Derefter vandrer hun af sted med Ta May under armene og overlader mig til min skæbne, for jeg er ikke nær så god til at sige tydeligt fra. Hmong-kvinderne slår derefter ring om mig og viser mig hviskende varer (Regitze må åbenbart ikke høre det). ”You children”? Og en lignende samtale som med cyclodriveren i Hanoi finder sted. En af kvinderne hvisker til mig og peger på en af de andre hmong-kvinder: ”Not buy this woman, buy me, me good”. Hun viser mig ét af deres karakteristiske indigofarvede, brede bælter. ”Me buy no woman today”, siger jeg grinende indvendigt over den syrede samtale.

Pludselig bliver jeg overvældet af skam. Det er jo manglende respekt jeg udviser. Hvordan kan jeg more mig kostbart over pudsige sprogfærdigheder og fotografere maleriske scenerier med min Nikon og glemme at disse mennesker hører til denne verdens fattigste, mest underprivilegerede og forarmede. Hvorfor køber jeg ikke bare en lille ting? En dollar er en dagløn for dem. Ved sidste monsunregn døde 30 hmong bare i dette område fordi deres hytter skyllede væk, eller fordi de blev begravet under jordskred. Lidt senere kompenserer jeg ved at vi køber stof hos en familie vi besøger…

-o0o-

Tre piger på cirka 16 år kommer mig i møde ved et tempel i Hanoi. ”Excuse me, may we take your photograph”? – ”Øøøh yes”, svarer jeg begavet. De to af pigerne stiller sig på hver sin side af mig og lægger deres hoveder ind mod min skulder og griner perlende til den tredje der tager billeder af os med sin mobiltelefon. ”Thank you very much, have a nice day in Hanoi”, siger én af dem mens de alle tre smiler til mig. Pludselig er de væk…

-o0o-

To unge fyre passerer mig i strømmen af mennesker på gaden. Én af dem tager mig på min velfærdsudviklede, danske mave og siger fornøjet: ”You are a very rich man”, klapper mig efterfølgende på skulderen skuffet over at en del af vommen viser sig at være en pengekat… – Væk er han…

Jeg kommer i tanke om at jeg har været ude for noget tilsvarende tidligere. For fem år siden på en restaurant i Hoi An sagde en cirka 14-årig pige, der serverede for mig i sine forældres restaurant, præcis det samme. Hun tillod sig endog grinende med et let klap på min skulder å foreslå at jeg spiste en portion til for at holde min mave ved lige. Hun gjorde det på sådan en sød måde at jeg ikke kunne lade være med at grine med…

I Vietnam ser man stort set ikke overvægtige mennesker, kun Buddha :-). Dels arbejder de fleste hårdt fysisk, dels bliver de trænet i mange timer i skolen fra første klasse til universitetsniveau i at holde deres kroppe ved lige. Den puritanske Onkel Ho – hvis tanker stadig er en bibel i Vietnam – brød sig ikke om overflod som han havde set så meget af i sin ungdom i Frankrig.

 

2 kommentarer til “Oh Denmark very good, number one – Rejsebrev 1”

  1. Spændende læsning, både tankevækkende og morsomt… ja, jeg har også tit tænkt over, hvad en elementær samtale er.Jouissez !

    Like

Skriv et svar til Peter Odel Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s