Ungdomshuset, en dansk virkelighed

I disse dage flyder medierne over med kommentarer til begivenhederne ved Ungdomshuset på Nørrebro. Mange velmenende voksne mener (stadig) vi skal komme de unge autonome til hjælp, de er blevet ofre for en fejlslagen københavnsk politik. Jeg er enig for så vidt at jeg synes Københavns Kommune skal give penge til unge der ikke gider spille fodbold eller gå på diskotek – eller hvilke fritidsmuligheder kommunen i øvrigt tilbyder. Det er vigtigt at der også er plads til de lidt skæve, de lidt anderledes. Det er derfor helt mislykket at man forsøger at ”normalisere” Christiania. Det er nok svært at hjælpe de unge lige nu, men når der er faldet ro over vandene, bør kommunen i samarbejde med de unge (og det er vigtigt!) finde et andet hus på Nørrebro hvor de kan udfolde sig.

Alle parter bør erkende at Højesteret har talt: Ungdomshuset tilhører ”Faderhuset” (hvad enten man bryder sig om denne kristne sekt eller ej). Husejeren ønsker ikke at sælge. Der må derfor findes en anden løsning, det bør alle erkende.

Den private ejendomsret er en fundamental del af vores demokrati, og den ”dømmende magt” – retssystemet – er upartisk og står vagt over vores lovgivning som vi selv har udformet. Mange velmenende voksne prøver trods dette at finde en måde at ekspropriere huset på, at nulstille tidligere begåede fejl. Jeg synes det ville være grænseoverskridende og farligt hvis ”statsapparatet” fik mulighed for med et figenblad i lovgivningen at kunne sætte ”ejendomsretten” ud af kraft. Vil vi virkelig det? – Hvad vil perspektiverne ved en sådan mulighed være? hvad ville en Brixtofte kunne få ud af det?

I min generation er vi stolte af vores demokrati der har skabt fred i landet i flere generationer. Vi har lært at ræsonnere, at se (og forstå) en sag fra flere sider. Vi har arbejdet med mange konfliktløsningsmodeller. Det er sikkert også derfor så mange ønsker at forstå de unge på Nørrebro. Vi skal fastholde og udbygge vores folkestyre i stedet for at svække det når utilpassede grupper sætter det under pres. Det er i sådanne tider det for alvor skal stå sin prøve. Det skal vi vise de unge mennesker.

De virkelig skræmmende perspektiver ligger i at meget tyder på at flere og flere unge sætter spørgsmålstegn ved vores demokrati og dette demokratis evne til at løse konflikter og give dem et godt liv. Mange går med kniv i byen og har ikke tiltro til at politiet kan beskytte dem. Den hårde kernes konfliktløsningsmodel er den vi kender fra de islandske sagaer eller fra visse lande i Mellemøsten. Den største udfordring internt i den vestlige verden i de kommende årtier er derfor at genskabe og udbygge troen på vores styreform, at bibringe en forståelse for at samfundsopbygningen ikke kun er for de velstillede og veltilpassede borgere, så alle kan være stolte af den…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s