Boganmeldelse: ‘Landet Fortillia’ af Michael Steleson

Vellykket debut af Michael Steleson med fantasy-roman bestemt for børn mellem 7 og 12 år

Forfatter: Michael Steleson
Forlag: Wadskjær Forlag
Illustrator: Libbe S. Bjerknæs
ISBN: 9788794162135
Udgivelsesdato: 5. november 2021
Sideantal: 144

Rating: 4 out of 5.

Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget

‘Landet Fortillia’ er en børnebog inden for genren fantasy, og målgruppen er børn mellem 7 og 12 år.

Michael Steleson fortæller at bogen er hans første børnebog, og at den er skrevet med inspiration fra egen fantasi og fra de film og historier han selv elskede som barn, men i særdeleshed også med inspiration fra hans egne to børn på 6 og 9 år.

Han fik ideen til ’Landet Fortillia’ efter jagten på de ’De glemte kæmper’ som er træskulpturer der er placeret rundt omkring i forskellige naturområder i det danske landskab. Familien snakkede om hvor troldene kom fra, og han begyndte at digte på en historie om troldene. Derefter tog arbejdet fart, og han skrev med inspiration fra egen fantasi, yndlingsfilm og historier fra sin barndom samt fra hans egne to børn.

Steleson nævner for mig at han håber og ønsker jeg “vil finde historien spændende og mærker eventyret, mysteriet og magien…” – og det må jeg bestemt sige at jeg gør, jeg blev i høj grad opslugt af historien og det magiske univers – selv om jeg er liiidt for gammel til at tilhøre målgruppen… 🙂

Forlaget skriver om bogen at den handler om Claraline der er en forsigtig pige som ikke er til vilde lege. Hun har højdeskræk, kan ikke svømme og er nok det som hendes to brødre kalder en bangebuks. Faktisk elsker hun bare at ligge for sig selv på toppen af sin yndlingsbakke og fordybe sig i historierne i sine bøger. En dag finder hun en bog ved den nærliggende sø som ligger op til gården hvor hun bor. En bog som virker anderledes og mystisk. En bog Claraline har svært ved at slippe igen. Snart er hendes verden nu fuld af magi og forbandelser, trusler og farer. Et land der skal reddes, et mysterium som skal løses – og ikke mindst nye venner og et eventyr hun selv er blevet en vigtig del af. Mere end hun selv ved….

Claraline lander altså i et parallel-univers hvor tingene langt fra fungerer optimalt… – og hvor det er op til Claraline at få rettet op på det hele. Historien minder om C.S. Lewis ‘Narnia-fortællinger’ med to parallelle universer, et realistisk, jordisk og et magisk og fascinerende eventyrunivers “Fortillia”. For at komme fra det ene til det andet univers går personerne ikke gennem et skab, men dykker ned i en sø. Nogle få karakterer, der er forbundet til den virkelige verden, kan i et vist omfang bevæge sig mellem universerne selv om der er en tidsforskel (som i ‘Narnia’). I eventyruniverset findes talende dyr, gode trolde og andre væsener (nogle af dem gyselige),og her foregår en voldsom kamp mellem det gode og det onde.

En stor forskel fra ‘Narnia’ er dog at Steleson ikke har en kristen dagsorden, men snarere en humanistisk eksistentiel. I ‘Narnia’ bliver det onde besejret af en giganisk løve der vel er et symbol på en almægtig Kristus – hvorimod det i ‘Landet Fortillia’ er det enkelte menneske selv der påtager sig ansvaret for at bekæmpe det onde, ovenikøbet i form af en lille pige…

Historien er først og fremmest en god historie som er spændende, farverig, sprudlende, magisk og taler til børns fantasi. Det er imidlertid tydeligt at børnene skal identificere sig med Claraline der trods brødrenes mobning, den medfødte klodsethed og angst med hjælp fra bedstefarens råd får modet til at tage ansvar for sit liv til at forfølge sine drømme og mål i tilværelsen – ikke blot for sin egen lykkes skyld, men i lige så høj grad for andres. Bedstefaren indprenter hende forskellige holdninger og værdier: Hun er god nok som hun er og skal derfor stole på sig selv, hun skal bygge op, ikke rive ned.. Hun når gradvis med små succeser til at opnå selvværd og blive i stand til at kunne udvise empati, tolerance og samfundssind og dermed til at få respekt og kunne øve indflydelse… – en sympatisk dagsorden i dagens Danmark og derfor vigtig at videregive til læserne der sikkert i vid udstrækning vil identificere sig med Claraline

Bogen er fysisk af fin kvalitet. Den er særdeles smuk og solid (hardcover), sat med relativt store typer og stor linjeafstand hvilket gør teksten nem at læse for målgruppen. Den egner sig fint til højtlæsning da replikkerne er sat i kursiv – hvilket gør det lettere at variere stemmeføringen. Desuden indeholder teksten mange afsnit hvor man kan holde pause 🙂 Illustrationerne er mange, smukke og velvalgte og tjener til at hjælpe børnenes fantasi på vej…

Alt i alt er jeg begejstret. Det er en imponerende debut, og man fornemmer at Steleson tidligere har arbejdet med film/tv og manuskripter. Bogen er spændende og fascinerende læsning med god dynamik og vekslende spændingskurver. Den er velskrevet, billedlig og sanselig med sprudlende farver, voldsomme lyde og magi… Og så synes jeg den er morsom. Jeg er f.eks. ret vild med de to oddere af bæverafstamning – der optræder som en slags “Dupont og Dupond”… – og som undertiden tager brodden af det lidt farlige…

Jeg tænker at romanen er særdeles velegnet i forhold til målgruppen (børn i 7-12 års alderen) hvor den kan bruges som selvstændig frilæsning for de ældste der som nævnt får god hjælp af tekstens layout og illustrationerne. For de lidt mindre børn vil den være oplagt til højtlæsning eller som læsning i fællesskab med en voksen eller andre børn.

Bogen er smukt illustreret af Libbe S. Bjerknæs

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: