Filmomtale: ‘Pagten’… – og om nyt psykologisk drama af Bille August

‘Pagten’ er et besnærende psykologisk drama… – og Bille August har allerede et nyt projekt i støbeskeen

Birthe Neumann er Blixen, men den unge skuespiller Simon Bennebjerg følger hende godt til dørs som digteren Thorkild Bjørnvig

Så fik jeg set ‘Pagten’, og det var som ventet en storslået oplevelse. Det er den rene fornøjelse for mig at se hvordan Bille August udfolder sig i disse år – ikke mindst efter at han er begyndt at lave film i Danmark igen. Jeg var vild med ‘Lykke-Per’, og jeg er ligeså vild med denne film. Der er tale om et psykologisk drama med et kammerspil der minder om Ingmar Bergman og franske auteur-instruktører – som min gamle favoritinstruktør Eric Rohmer. Vi får ikke råben, skrigen og store armbevægelser, men et underspillet, lavmælt, langsomt fremadskridende drama der giver beskueren tid til at se, lytte, sanse, opleve, få ondt i maven…

Filmen består af mange scener med kun to personer, mange dialoger og mange nær- og halvnærbilleder. Det hele særdeles smukt og harmonisk fotograferet. Billederne og den tilsvarende smukke musik kontrasterer tit nervepirrende med de kyniske eller grumme begivenheder vi er vidne til…

Jeg synes at en af Bille Augusts store styrker er hans personinstruktion, og her har han formidable skuespillere til rådighed. Birthe Neumann, der i mine øjne er en af vores allerbedste skuespillere, er den aldrende Karen Blixen med alle de facetter og nuancer hun besidder. Her er hun omgivet af en række unge, særdeles talentfulde skuespillere der virkelig følger hende til dørs. Jeg bliver rørt over og føler med både Simon Bennebjerg, Nanna Voss og ikke mindst Asta August, instruktørens datter, der brænder gennem lærredet…

Jeg var lidt overrasket over at der egentlig ikke bare er tale om en portrætfilm, men snarere et psykologisk kærlighedsdrama mellem en mand og tre kvinder.

Karen Blixen tilbyder Bjørnvig en pagt hvor hun vil hjælpe ham til at nå sit optimale niveau som digter mod at han adlyder og stoler på hende i alle ting. Et af hovedtemaerne hos Blixen er kunstnerrollen, at den geniale kunstner skal have mulighed for at nå det sublime. Det ser vi i ‘Babettes Gæstebud’, og temaet går igen her. For at nå det mål skal Bjørnvig i følge Blixen arbejde uforstyrret på Rungstedlund væk fra den pussenussede lillebyidyl hvor han bor med sin lille familie. Blixens påstand er at han I hjemmet med kone og barn i småborgerlighedens omklamrende hverdagsliv vil miste muligheden for at udfolde sig som kunstner fordi han ikke ville kunne udleve sine drømme og handle på sine længsler…

På Rungstedlund vil hun gennem dybsindige samtaler hjælpe ham videre…

Bjørnvig, hans hustru Grete (Nanna Voss) og sønnen Bo i deres landsbyidyl – hvis indbyggede småborgerlighed Blixen mener vil hæmme digteren i at udfolde sine store evner…

Et af de emner de drøfter er som sagt “længslen”, at turde drømme og have styrke til at føre sine drømme ud i livet – hvad det end må medføre af sociale og medmenneskelige omkostninger. Blixen er pga sin syfilis – og sit skrantende helbred i øvrigt – selv ude af stand til stadig at kunne udleve drømmene, ikke mindst de erotiske, men hun har allieret sig med djævelen…

Blixen foranlediger at Benedicte (Asta August), der er gift med Louisianas grundlægger Knud W. Jensen, besøger Bjørnvig på et studieophold i Bonn. De to bliver dødeligt forelskede i hinanden…

Hun har således sin egen egoistiske dagsorden med Bjørnvig. Ikke blot fremtræder hun hjælpsom og støttende, men spinder også som en hunedderkop kynisk den naive digter ind i sit spind. Hun har behov for at tiltrække og fastholde ham i en slags platonisk, åndfuldt kærlighedsforhold. Samtidig arrangerer hun intrigant at Bjørnvig kommer på studierejse til Bonn og sørger for at hendes unge veninde Benedicte besøger ham dernede, så de kan have en affære: Bjørnvig skal jo udleve sine erotiske længsler…

Da det går op for Blixen at de to ikke nøjes med en affære, men bliver voldsomt forelskede i hinanden, og at Benedicte vil forlade sin mand, kunstmæcenen Knud W. Jensen der i høj grad financierer de unge kunstnere, bliver hun voldsomt jaloux og frygter desuden at se hele sin position som litterær stjerne blive truet. Hun opdager til sin rædsel at hun ikke kan styre alt…

Det psykologiske drama kredser om Blixen, Bjørnvig og to kvinder, der på hver deres måde får ødelagt deres liv. Som Benedicte spørger Grete: “Hvem ville du vælge, ham du har følelser for eller ham du vil hjælpe til at nå sine mål?” Grete siger at det ene vel ikke nødvendigvis udelukker det andet. Men Benedicte tager konsekvensen af ikke at kunne følge sit hjerte, lader sig skille og rejser bort for at opbygge et nyt liv…

Om den virkelige Benedictes kærlighed kan du læse i en artikel i ‘Kristeligt Dagblad’ som jeg linker til under ‘Bonusinfo’ nedenfor..


Bille August er allerede på vej med et nyt projekt.

’Kysset’ er titlen på det kommende romantiske drama. Det annoncerer Nordisk Film Production i en pressemeddelelse.

Esben Smed ( der spillede Lykke-Per) og Clara Rosager spiller hovedrollerne, mens Lars Mikkelsen, David Dencik og Rosalinde Mynster indtager de øvrige bærende roller.

’Kysset’ er frit baseret på den østrigske forfatter Stefan Zweigs roman ’Ungeduld des Herzen’, som oversat til dansk bærer titlen ’Hjertets utålmodighed’. Bille August har selv omskrevet fortællingen til danske forhold.

August har i mange år drømt om at realisere romanen. Han beskriver det som en af de smukkeste og mest usædvanlige kærlighedshistorier nogensinde fortalt….

Bonusinfo

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s