Boganmeldelse: Alex Schulman: ‘Overleverne’

Svenske Alex Schulmans roman ‘Overleverne’ har på kort tid vakt international opsigt. Er den virkelig så god…?

Alex Schulman: ‘Overleverne’
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesdato: 06-04-2021
ISBN 13: 9788711994139

Rating: 4 out of 5.

På kort tid er ‘Overleverne’ blevet en international succes og er allerede oversat til adskillige sprog. Romanen bliver mange steder fremstillet som noget af en sensation og pirrede derfor til min nysgerrighed. Jeg måtte læse den nu, og den kom derfor til at sprænge min læseliste og kom ind forrest 🙂

Forlaget skriver om den:

Tre voksne brødre er sammen kørt op gennem Sverige til den ødegård, hvor de har tilbragt alle deres barndoms somre. Det er første gang i tyve år, de er tilbage. Med sig har de deres mors aske, som de vil sprede ved stedet.

Som børn legede de frit på klipperne omkring det lille hus, badede i søen og gik på opdagelse i skoven. Men der skete noget, som gjorde, at de aldrig tog tilbage. Noget, de aldrig har talt om. De tre brødre har meget forskellige erindringer om den sidste skelsættende sommer, om deres forældre, og om det, der fik alt til at gå i stykker.

Overleverne er en rørende og foruroligende roman om at genopleve sin barndom som voksen. Om at forstå sin familie og de hændelser, man er formet af.

I et interview med bog.dk (se link nederst) fortæller Schulman at meget stof i hans romaner er relateret til forhold i hans egen familie. Han har selv to brødre som han som voksen har et svært forhold til. Han siger:

(…) Jeg forlod middagen med en stigende følelse af panik. Hvad var der sket med os? Vi tre brødre, som var så tætte. Hvordan kunne vi blive så fremmede for hinanden? Og sådan fødtes idéen til den her bog (…)

Kapitlerne skifter mellem barndommen og nutiden hvor vi bevæger os baglæns gennem et enkelt døgn, det døgn hvor de for første gang i 20 år genser ødegården, får talt om nogle svære minder fra barndommen og kæmper – mod hinanden og vel også mod sig selv.

Romanens opbygning er speciel. Schulman valgte f.eks undervejs delvis at ville fortælle historien baglæns:

(…) Jeg er besat af form og bruger meget tid på det. Denne gang føltes den baglæns fortælling som et spændende greb, for sådan er det vel med traumer – bogens epicentrum er en forfærdelig ulykke, som brødrene udsættes for – at for at forstå det, der er sket, så går man igennem det baglæns, skridt for skridt, indtil man kommer frem til sandheden. Eller i hvert fald: til én form for sandhed.

Så opdagede jeg, at den her måde at fortælle på laver historien om til en slags gåde. På samme måde som brødrene spørger sig selv, hvad der egentlig skete, sådan stiller læseren sig selv samme spørgsmål.

Hvis det er lykkedes for mig, så bliver det her en roman, der er svær at lægge fra sig, fordi man hele tiden får nye ledetråde til at løse gåden. Man går hele tiden tilbage i tiden, hen mod gådens løsning.
(…)

Jeg kan godt følge tankegangen, men ind imellem irriterede og forvirrede denne skrivemåde mig, og jeg måtte genlæse passager. Hvor er vi nu? Hvad tjener det her til? – På den anden side tvinger det læseren til at være opmærksom…

I historiens første del står den mellemste bror Benjamins (Schulmans alter egos?) sansninger og hans oplevelser af sommeren i ødegården centralt. De kommer tit i kaskader af små glimt. Tit helt vidunderligt – små glimt vi alle kan genkende fra vores barndom. Undertiden barske, brutale og så modbydelige at jeg tænkte over om disse beskrivelser virkelig var nødvendige for historien…

Allerede fra start er der en ildevarslende stemning af at noget er galt, men jeg kan ikke sætte fingeren på hvorfor scenerne føles foruroligende. Jeg forstår at et eller andet voldsomt sker den sommer, og at det betyder at familien holder op med at komme på ødegården.

Romanen følger sidenhen familien hjemme i drengenes teenageår, og her tegner Schulman et billede af et iskoldt familieliv hvor ingen kan nå hinanden.

Brødrene har ikke samme erindringer fra barndommen. Selv om de var det samme sted på samme tid, er deres erindringer forskellige, og de er blevet påvirket forskelligt af den. Benjamin bliver mere og mere ensom, ser sig selv udefra og oplever mere og mere at leve i en boble uden for tid og rum. Vi ser at han prøver at række ud, men kan ikke nå…

Læserne ser en familie hvor forældrene har manglende overskud til at tage sig af deres børns behov. Vi er vidne til en mærkelig form for sammenhold mellem de tre drenge, men også til en gradvis forråelse hen over sommeren. Jeg bliver trist over læsningen og ser magtesløs til. Samtidig fastholdes dog spændingen. Hvad er det dog for en altafgørende begivenhed der har betyder at drengene driver fra hinanden? Først til sidst falder brikkerne på plads, mysteriet løses, og jeg forstår at selv de mest ubehagelige, ulækre eller voldsomme sansninger eller begivenhedsglimt har deres begrundede plads i historien.

Romanen vedrører en families traumer, fortrængninger og manglende bearbejdelse. Den handler om alt det der ikke blev sagt, som blev skubbet ind under gulvtæppet, og som medfører påvirkning af drengenes udvikling og udvikler sårbare familierelationer.

Schulman har skrevet en intens, stærk og foruroligende bog om barndom og opvækst i en dysfunktionel familie, en bog om uskyldstab og ensomhed, en historie som er spændende, men som også undertiden er ubehagelig læsning og gør ondt på læseren. Den er velskrevet, vedkommende og svær at lægge fra sig, for som læser må man vide hvad der er sket med drengene og forældrene. Hvorfor går de alle i den grad på hver sin måde i opløsning?

Bonusinfo

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s