Rejsebrev 4 Coco Beach

8.1. 2014.
 
Endnu en stille morgen på terrassen. Kaffe, lidt dyrelyde og vindens susen i kokospalmerne…

I dag vil jeg skrive om vores ”mountain guide” Edwin, der er etnisk Mangyan, og om vores trekkingtur i går til flere små Mangyan landsbyer.
 
Vi (en lille gruppe på otte personer) sejlede tidlig på morgenen til Puerto Galera hvor vi gjorde holdt for at købe gaver til børnene. Vi købte blyanter, papir, viskelædere og basketballs efter Edwins forslag. Herefter bevægede vi os opad gennem byen og ind i junglen. Inden vi gjorde det, skar Edwin lange træstave til os med sin bolobolo (machete) uden hvilken man ikke skal færdes i junglen). Han bad os sikre os at vi havde rigeligt myggebalam på og huskede os på at smøre os ind bag på halsen og bag ørerne hvor myggene kunne finde på at stikke. 
 
Jeg spurgte om der var meget malaria hos bjergstammerne. Edwin fortalte at han selv som tiårig var blevet angrebet. Hans familie var meget fattig og havde ikke råd til lægehjælp eller medicin, så der var ingen hjælp at hente. Han blev behandlet med traditionelle udtræk fra planter fra junglen, og efter ti år var han rask: ”I’m happy that I survived”…
 
 
Edwin…

Et stykke oppe standsede han i en lysning med en fabelagtig udsigt over Puerto Galera, havet og de omliggende øer. 

 


Her fortalte han om øens og Mangyans historie. Han fortalte om de forskellige kolonisatorer, spanierne, amerikanerne og japanerne, og ikke mindst om ”the lowlanders”, filippinere fra andre egne af landet der kom rejsende til Mindoro fordi her var frugtbart. De lavede plantager til udvindelse af træ og høstede desuden bl.a. kokosnødder. Mangyans, der er den oprindelige befolkning, blev drevet væk fra kysten og op i bjergene. Det tog en del af livsgrundlaget fra dem da de ikke længere kunne fiske. Edwin understregede at Mangyans blev (og bliver) opfattet som ”secondary citizens”. Han talte om det på en måde som mindede mig om Ta May (vores guide til stammerne omkring Sapa i det nordlige Vietnam, se tidligere rejsebrev fra januar 2009).

 
Mangyans

The Mangyan People består af otte stammer der taler hver deres dialekt af et sprog der er helt forskelligt fra det, ”lowlanders” taler (”tagalog” eller philippino). De landsbyer, vi skulle besøge, ligger i vandreafstand fra Puerto Galera og handler derfor med bl.a. Coco Beach Resort som støtter dem ved at sælge deres kunsthåndværk i centrets butik. Edwin er den eneste Mangyan der arbejder på Coco Beach. Han føler diskrimination fra centrets øvrige ansatte. Han fortalte at det er næsten umuligt for Mangyans at få arbejde i Puerto Galera. Stammer længere væk skal man have tilladelse til at besøge, og det lader sig kun gøre med en guide da der slet ingen veje er gennem junglen. Man skal så kæmpe sig med machete gennem junglen i dagevis for at nå frem. De mest afsides liggende landsbyer kan man slet ikke besøge. Befolkningen gemmer sig i junglen hvis de ser folk i vestligt tøj…
 
Lidt højere oppe standsede Edwin op og bad os passe på, for vi var kommet ind i et område med mange slanger. Det er specielt kongekobra og pythonslanger. Han fortalte at hvis vi så en kobra, skulle vi bare gå forbi. Den ville flygte bort. Den går kun til angreb hvis man træder på den eller slår ud efter den med en kæp. Pythonslanger er kæmpemæssige kvælerslanger. De bliver op mod en syv/otte meter lange og er så tykke som en voksen mands lår. De jager som regel om natten, men kan gå til angreb om dagen hvis de er sultne. Han fortalte at de sommetider kommer til landsbyerne især i regntiden fordi de kan lugte hønsene. Hvis hønsene begynder at larme om natten, er det tegn på python, og mændene i landsbyen bevæbner sig med deres største boloboloer og går til angreb på slangen. Det gælder om at undgå at den snor sig rundt om en. De går efter at hugge hovedet af den. Når det lykkes, er der mad til flere dage til alle i stammen. De skærer stykker ud til alle i familierne. ”Delicious”, sagde Edwin. ”Kødet smelter på tungen, det er bedre end kylling”… De spiser i øvrigt også kobraslanger…

Python med bytte i maven…


Edwin fortalte en gyselig historie om en familie, der bor lidt uden for landsbyen. Hver dag, når manden gik på arbejde, kom han forbi et træ hvor der boede en stor python. Han så den undertiden, men tænkte ikke nærmere over det. En dag, han gik forbi, blev han angrebet af den. Den bed ham i nakken og begyndte at sno sig rundt om ham. Han kæmpede det bedste han havde lært og råbte om hjælp til sin kone. Hun kunne ikke rigtig hjælpe ham, da hun havde født nogle dage før, men hun løb efter hjælp i landsbyen. Da landsbyens mænd kom tilbage, fandt  de slangen helt vildt udspilet liggende i en pøl af blod. De slog slangen ihjel, og hev den døde mand ud af maven. Hvert ben var brækket i hans krop…

 
Jeg spurgte om der var andre farlige dyr, de skulle forholde sig til. Edwin nævnte en lille edderkop med en dødelig gift der bor i huller i jorden. ”Men den kommer kun ud om natten”, sagde han.
 
Lidt senere mødte vi midt i den uvejsomme jungle nogle landmålere. Myndighederne vil bygge en vindmøllepark her og en ny vej op til den. Edwin håbede at det betød at de nærmeste landsbyer ville få elektricitet, men han stillede sig ikke store forhåbninger. ”Den gamle borgmester i Puerto Galera fik etableret en vandslange til de nærmeste landsbyer, men den nye lukker for vandet når Mangyans ikke kan betale vandafgiften. Og hvordan skal de kunne det når der ikke er arbejde til dem”, spurgte han.


 


Vi kom til den første landsby som har en ny skole. Den er nymalet, bygget delvis for udenlandske fondsmidler. Der er fire klasser på forskellige klassetrin. Nogle af lærerne er Mangyans, men skoleinspektøren er ”lowlander”. ”De accepterer ikke en mangyan i en lederstilling, secondary citizen, as I told you…” Der sidder 30-40 elever i klasserne, musestille for åbne døre. De smiler og råber ”hello teacher” til os i kor. I en af klasserne kan man se at de har sprog. De lærer at sige opbyggelige ting som ”I’m philippino and I love my country”. Ved siden af står den samme sætning på deres eget sprog og på ”tagalog” som er det sprog lowlanders på Mindoro taler.

 
Vi gav eleverne gaver som de blev meget glade for: papir, blyanter, viskelæder, blyantspidser, basketball, volleyball..

lærerne takker os for bolde…

På skolen blev vi opmærksomme på organisationen “Stairway Foundation”. Organsationen samler penge ind til at hjælpe primært gadebørn i Manila. De har et rehabiliteringscenter i Puerto Galera der gennem 25 år har er blevet ledet af to danske ildsjæle. De indkvarterer gadebørn fra Manila, sørger for skolegang, psykologhjælp, afgiftning (mange af gadebørnene er narkomaner…) mm., men organisationen hjælper også Mangyans, bl.a. på denne skole. De giver bl.a. scolarships til elever, så de kan fortsætte deres skolegang på centralskolen i Puerto Galera. Alle taler med varme om organisationen som vi vil være medlemmer af når vi kommer hjem… Se deres danske hjemmeside her, den internationale hjemmeside her.

Vi gik videre gennem junglen og kom til Edwins landsby hvor vi skulle spise frokost

 

Edwins landsby. Her bor cirka 30 Mangyanfamilier…


Edwin fortalte at han har 9 søskende, og tilsammen har de 9 søskende 43 børn. Det er et stort problem fordi de ikke har råd til at sende de mange børn til skolen. Selv har Edwin kun 3 børn og håber ikke han får flere. Børnedødeligheden er tårnhøj, og det er ikke usædvanligt at kvinder dør i forbindelse med fødsler. Der findes ingen jordmoder eller læge der kan hjælpe ved en kompliceret fødsel…

Edwins ældste barn går på den skole vi har set tidligere på dagen, og Edwin håber at få råd til at sende de andre til skolen også, men han får kun en lav løn på resortet. Den ældste pige går hver morgen med andre børn alene gennem junglen til skolen! Selv vandrer han hver morgen tidligt de flere timers vandring gennem junglen til resortet. Hans store ønske er at få råd til en motorcykel en gang…

Edwin med sin yngste datter om halsen…


Vi spiste frokost i landsbyen. Landsbyboernes føde består mest af rødder, sweet potatoes, madbananer mm. Det hele er lidt tørt at få i munden, og de ruller bidderne i kokos for at give det smag, men det indeholder den næring de har brug for. Kød får de sjældent, men de har nogle få grise og høns…


vores frokost…


Mangyans laver meget smukt kunsthåndværk. De havde stillet det frem, og vi køber af dem. Nogle ildsjæle hjælper dem til at finde nogle salgskanaler. Blandt andet sælger de deres produkter på Coco Beach…



Efter frokosten og indkøbene vandrede vi ned ad bjerget mod kysten igen. Jeg spurgte Edwin om hans syn på fremtiden. Han var pessimistisk. Meget er blevet værre end i hans barndom. Han havde dog forhåbninger til vindmøllerne der måske kan give dem elektrisk strøm, men han er bange for at der vil blive lukket for strømmen på samme måde som der nu bliver lukket for vandet når de ikke kan betale. Hans store ønske er at kunne købe en båd, så han kan fiske.. Med en båd vil landsbyen kunne tjene nok til at kunne overleve lidt bedre, og de ville kunne betale for vand mm. til Puerto Galeras bystyre… 

Har du lyst til at se flere billeder fra min tur til Mangyans, se her

 

2 kommentarer til “Rejsebrev 4 Coco Beach”

  1. Hej Peter, har læst dine blog fra Filippinerne, flot skrevet. Jeg vil i den forbindelse gøre dig opmærksom på at vi er en lille forening af danskerne der for 3 år siden besluttede hos for at støtte Edwins landsby. Har du lyst så se vores hjemmeside http://www.bricksite.com/mayoanaVi findes også på Facebook: stoet mayoana. Med venlig hilsen Annie Fleron mail/fleronannie@gmail.com

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s